Close

Om veneblodpropper

Paragraphs

En veneblodprop lukker for blodgennemstrømningen

En veneblodprop er en blodprop i de dybe vener (blodårer), der fører blodet i kroppen tilbage til hjertet. De største vener ligger i armene, benene og bækkenet dybt inde i musklerne.

Hvis du får en blodprop i en af de store vener, kan blodproppen nedsætte eller lukke for blodgennemstrømningen. Blodet kan ikke løbe tilbage til hjertet som normalt og vil hobe sig op. Derfor kan vævet i det ramte område blive ømt og rødt og hæve op. En veneblodprop i en af de store vener kan rive sig løs og sætte sig i lungekredsløbet. Ved en blodprop i lungerne kan blodgennemstrømningen til en del af lungen derfor helt eller delvist blokeres.

Flest får en blodprop i benet

Blodprop i benet er den hyppigste form for veneblodprop. Men i nogle tilfælde river blodproppen sig løs og følger blodstrømmen til lungerne og sætter sig fast. Der er nu tale om en blodprop i lungen – der kan være livstruende.

Hvis der er mistanke om en veneblodprop, vil lægen undersøge dig nærmere for at kunne stille en diagnose. Viser undersøgelserne, at du har en veneblodprop, vil du komme i behandling for at fortynde blodet og forebygge, at blodproppen udvikler sig yderligere.

Forskellen på en veneblodprop og en blodprop i arterierne

En veneblodprop forhindrer blodet i at løbe tilbage til hjertet, mens en blodprop i arterierne (pulsårerne) forhindrer blodet i at løbe ud i den kropsdel, som åren fører ud til.  

Veneblodpropper og arterieblodpropper kan opstå i alle kroppens blodårer, men med forskellige symptomer. En veneblodprop ses hyppigst i benene, mens en arterieblodprop oftest ses i hjertet eller hjernen.